Designhistorie som tværfagligt forskningsfelt.

Designhistorien har blitt og blir fortsatt sortert under kunsthistorien, hvilken betydning har dette for designhistorie som forskningsfelt? Med industrialiseringen på nittenhundretallet og endringen i blant annet produksjonsvilkår endres også de estetiske fagene. Forholdene mellom kunst, kunsthåndverk, design og andre estetiske disipliner, så vel som betydningen som ligger i ordene har blitt endret. Mirjam Gelfer-Jørgensen argumenterer for en målrettet satsning på et tverrfaglig forskningsfelt.

Mirjam Gelfer-Jørgensen, Dr. phil. Kunsthistoriker, har skrevet en rekke bøker og artikler om dansk kunsthåndverk og design, herunder bl.a. om danske møbler og interiører. En rød tråd gjennem hennes forskning har været smakshistorie og symbolfortolkning. Mirjam Gelfer Jørgensen var ansvarlig for å Redigere og utgi Scandinavian Journal of Design History fra 1990-2005.

www.gelfer.dk

Mirjam Gelfer-Jørgensen:

I det 20. århundrede ekspanderede det visuelle felt og dermed også udforskningen af det. Filmen kom til, så fjernsyn og senest de mange nye medier. Ekspansionen gjaldt på en anden måde også det felt, der hidtil var klassificeret under studiet af kunsten, nemlig kunsthåndværk og design, for ikke mindst har designfeltet oplevet en knopskydning, så det på nuværende tidspunkt kan synes lettere uoverskueligt. Lige som design nu omfatter forskellige aspekter, så er en naturlig følge, at også forskningen af dette område nu er – eller bør – være mere omfattende.

Designhistorien sorterer imidlertid fremdeles ved de fleste universiteter under kunsthistorien. Det kan der være gode grunde til, for design har fra begyndelsen været formet og udøvet af arkitekter, kunstnere og kunsthåndværkere. Det æstetiske er en væsentlig ingrediens i det, vi kalder design. Væksten inden for design og udviklingen af fremstillingsprocesserne har imidlertid medført, at designhistorie i dag er et noget diffust begreb.

Ser man på kunstens historie før industrialiseringen, altså før midten af det 19. århundrede, så havde man kunst på den ene side og håndværk på den anden. Kunstnerne selv satte ingen skillelinjer mellem kunst, der ”kun” var visuel og kunst, der havde en funktion. Michelangelo var også arkitekt, Raphael gav udkast til billedvævninger og Schinkel tegnede møbler. Ønsket om, at de håndværksfag, der beskæftigede sig med brugskunst, skulle have et kunstnerisk fundament at arbejde ud fra, førte i det 18. århundrede til at lærlinge skulle frekventere klasser på kunstakademierne. Det gjaldt bl.a. dekorationsmalere, scenografer og møbelsnedkere. Men med industrialiseringens fremvækst efter midten af det 19. århundrede indtrådte overalt i Vesten den opdeling af de visuelle fag, som stadig er gældende. Kunsten og de kunstneriske håndværksfag skiltes. Manufakturernes fremstilling af massefabrikerede brugsgenstande krævede dygtige håndværkere, der kunne arbejde efter andres forbilleder. Denne udvikling medførte hurtigt en modreaktion fra kunstnerisk hold, så flere billedkunstnere og arkitekter nu udførte tegninger til kunsthåndværk eller selv forfærdigede møbler, keramik og sølv. Ved slutningen af det 19. århundrede havde kunsthåndværket udkrystalliseret sig fra kunstindustrien – og begge fra kunsten.

Samtidig medførte den specialisering, der har været et mantra i det 20.århundrede, at kunsthåndværkerne i modsætning til tidligere nu generelt koncentrerer sig om et enkelt materiale, (hvor designerne ikke arbejder ud fra et materiale, men ud fra, hvorledes forskellige opgaver skal løses). Det var inspirationen fra den japanske kunst, der i det 20. århundredes første tiår medførte, at materialet og nu ikke dekorationen /motivet kom i fokus. Det visuelle knyttedes først og fremmest til materialets karakter, sådan som det blev formet af den enkelte kunstner. Hermed opstod studio-bevægelserne, som er i stadig vækst, medens mangen en kunstindustriel virksomhed i vor tid er forsvundet eller overgået til designvirksomhed.

Sagt simplificeret, så beskæftiger kunsthistorien sig med den enkelte kunstners værk, ganske vist som udtryk for en tidsånd, men det er det unikke, nybruddet, der er i fokus. Kunsthåndværk og ikke mindst design er derimod forbundet med brugsfunktionen, men da kunstindustrimuseerne omkring 1900 ophørte med at samle de gode forbilleder for håndværkerne og blev historiske samlinger, var det også det eksperimenterende, det unikke og det karakteristiske (for en tid, et land eller en kunstner), der fokuseredes på. Dermed forankredes i en vis udstrækning kunsthistoriens teori og metode også i forskning og formidling af kunsthåndværk og design. Kunsthåndværk hører også i dag naturligt ind under den kunstneriske paraply, idet der jo inden for kunsten er pågået en ekspansion i arten af kunstneriske materialer, midler og udtryk. Grænserne mellem kunsthåndværk og billedkunst bliver til stadighed mere flydende.

Kunstindustrien udgør i dag et minimeret mellemområde mellem kunsthåndværk og design. Design er blevet modeord, og som nævnt et temmelig upræcist begreb, for nu kan næsten alt få hæftet betegnelsen design på sig; der tales om mad-design og om design af kroppen. Også ordet kunst hæftes nu på alternative områder.

Holder man sig inden for den del af design, der er vokset ud af kunsthåndværk og kunstindustri, og som designforskningen beskæftiger sig med, kan man spørge, om området fremdeles skal udgøre en underafdeling af kunsthistorien. Når spørgsmålet om behov for særlig designforskning overhovedet skal stilles, hænger det bl.a. sammen med det besynderlige faktum, at medens skandinavisk design i over et halvt århundrede er slået igennem på verdensplan som noget særligt, så udgør designhistorikerne inden for den skandinaviske forskningsverden en meget lille gruppe, hvor nogle er tilknyttet universiteterne, andre de nordiske kunstindustrimuseer. Det går bl.a. ud over formidlingen.

Men måske kan der være en anden årsag til fagets lidenhed. Beskæftiger man sig nemlig med designhistorien uanset hvilken faglig ekspertise, man kan have, viser det sig før eller siden, at man står over for spørgsmål, som man ikke er uddannet til at besvare.

Her må lige indskydes en af begrundelserne for at beskæftige sig med udforskning af historien for et så facetteret område som design. Da intet kommer af intet, spiller historisk materiale stadig en rolle for udformning af ny design. Design kan være bundet til hvilke materialer, der er tilgængelige, lige som også et materiale i sig selv kan være identitetsskabende. Tænk her blot på Japan, hvor den traditionelle brugskunst, der var forankret i landets begrænsede materiale ressourcer, har dannet grundlag for udviklingen af japansk design. Og endnu en indskudt bemærkning: det er forskerne, der udvælger den dokumentation, herunder de genstande og de oplysninger om produktion, der danner grundlag for senere tiders forståelse af fortiden, og det må ikke glemmes, at historien altid vil udgøre en væsentlig del af vor egen og af vort lands identitet.

Forskning inden for design bør altid have en forankring i det visuelle, i det æstetiske. Men som designforsker skal man ideelt set også være udstyret med viden om materialets betydning for udformningen. Desuden bør man være orienteret på markedsmekanismernes indflydelse på udformning; for mode og trends øver indflydelse på området, både lokalt og globalt. Organisation og økonomi spiller en stor rolle inden for moderne design – hvordan påvirker det den enkelte designer og den enkelte produktion? Også inden for politik er der aspekter, der får indflydelse på udformningen af design. Design indgår i dag på alle samfundslivets områder.

Endelig er der designhistorie forstået som en del af hele det vidtstrakte forskningsfelt vedrørende menneskets tingsverden. I behovet for et selvskabt, kunstigt univers adskiller mennesket sig fra alle andre væsner. Overalt udspiller livet sig i en verden af producerede genstande, en kunstig verden. Mennesket på den ene side og kulturer på den anden skaber omkring sig et rum af materielle ting, der bevidst eller ubevidst for den enkelte fortæller om tilhørsforhold, om ønsker og om drømme. En kunstig, menneskeskabt verden, der dag ud og dag ind, fra vugge til grav spiller med i vort liv, og som er en konstant og nødvendig del af ethvert menneskes liv.

Derfor er studiet af tingene, herunder den æstetisk udformede tingsverden, et væsentligt og vigtigt område af menneskets historie. Bred stilhistorie bør stadig være en del af området, men ikke alene. Vi spejler os i fortiden, lærer af den og lærer forhåbentlig at udvælge og at fravælge. Derfor udgør en sammenhængende, vidtfavnende, historisk designforskning et væsentligt forskningsfelt. Tiden synes at være kommet til, at området gør sig seriøse overvejelser over mål og midler. For ingen forsker kan i dag favne hele området.

Designforskning dyrkes i dag ikke kun på de gamle universiteter. På tekniske universiteter, handelshøjskoler- og universiteter, designskoler og kunstakademier findes kurser og forskning. Men selv om der finder udveksling sted, er det langtfra nok til at sikre den nødvendige forskningsmæssige bredde. Specialisering er nødvendig, men lige så nødvendig er koordinering.

Som andre kulturelle fagområder bør også designhistorien finde en balance imellem specialisering på enkeltområder og en acceptabel generalisering. Manglen på studerende, manglen på jobmuligheder og regeringernes prioritering af ganske andre fagområder er stærkt bekymrende for rekrutteringen af nye forskere. Ingen synes at have øje for, at det ofte netop er interessen for og udforskningen af et underprioriteret område inden for et lands kunsthåndværk eller design, der, når forskningsresultatet formidles på den ene eller anden måde, baner vejen for andre landes interesse. Der er efterhånden mange eksempler på, hvorledes effekten af en internationalt anlagt, forskningsbaseret udstilling eller publikation breder sig fra museet til salgsmessen med positiv effekt for landets eksport af design til følge. Tænk blot på, hvilken virkning andre landes indsats med formidling af deres kunsthåndværk har haft for landets internationale placering. Og med det endnu ikke helt uddøde begreb Scandinavian Design in mente, burde der nu satses anderledes målrettet.